Retningslinjer til fagansvarlige

Juridisk Instituts retningslinjer for fagansvarlige

Formål

Formålet med disse retningslinjer er at sikre lige betingelser og rammer for alle fagansvarlige. Retningslinjerne giver en ens rettesnor, og skaber overblik på, hvad opgaven som fagansvarlig indebærer.

Rollebeskrivelse

For hvert fag på uddannelserne skal der være én fagansvarlig. Den fagansvarliges rolle og forpligtigelse er at være hovedansvarlig for selve faget, herunder undervisningen og eksamen samt opfølgning på undervisningsevalueringen. En fagansvarlig vil altid være en VIP ansat.

Timenormer

I normskemaet for Juridisk Institut ses de forskellige fastlagte normer, herunder fx fagansvarlignormer, vejledningsnormer, eksamensnormer mv.

Er der tale om nye fag, hvor der ikke findes en nuværende norm der kan bruges, skal der aftales en ny norm mellem den fagansvarlige og Viceinstitutlederen, som herefter skal godkendes af Studienævnet.

Deadlines

Det er vigtigt for kvaliteten af opgaveløsningen, at den fagansvarlige overholder de deadlines, som Studiesekretariatet angiver.

Kan den fagansvarlige ikke overholde fristen, henstiller Studiesekretariatet til, at der tages kontakt til den ansvarlige studiesekretær med henblik på anden aftale.

Undervisning

Semesterplanlægning vedrørende obligatoriske fag

Forud for hvert semester indkalder Studiesekretariatet de fagansvarlige på hvert semester til et semestermøde af en times varighed. Mødet afvikles online via Teams, og der deltager en sekretær på hvert møde. På mødet skal der i fællesskab udfyldes en oversigt over semesterets time- samt opgavefordeling.

Formålet med mødet er:

  • At sikre at relevante undervisere fortsat er ansat, at evt. stillingsopslag og ansættelser er på plads i rimelig tid forud for semesterstart
  • At få koordineret undervisningen på tværs af semesteret med de andre fagansvarlige
  • At få koordineret afleveringsopgaver, så arbejdsbelastningen er jævnt fordelt på semesteret
  • At få drøftet eksamensplacering – obs på sammenlæste fag samt forbehold for ændringer hvis datosammenfald

Semestermødet afvikles i rimelig tid, inden der skal indgives ønsker til auditorietider, og som udgangspunkt i følgende uger:

  • Uge 9 vedrørende efterårssemestret
  • Uge 34 vedrørende forårssemestret

Inden mødet skal du som fagansvarlig derfor have dannet dig et overblik over undervisningsplaceringen i dit fag. Du finder dokumentet ”Undervisningsplacering” i mødeindkaldelsen samt på Teams rummet for det aktuelle semestermøde.

Undervisningsplaceringsarket udfyldes stadigvæk og returneres til relevant sekretær straks efter semestermødet. Sekretariatet kan ikke undvære skemaerne ift. det videre arbejde.
Herefter får sekretariatet lagt skema og indsendt auditorieønsker til Campus Service.

Der er ingen garanti for at alle ønsker kan imødekommes. Undervisningen vil i udgangspunktet placeres i tidsrummet mellem kl. 8.15 og 16.15 på hverdage.

Timeslots for auditorierne er 2 timer eller 4 timer i følgende slots:

  • kl. 8.15-10.00
  • kl. 10.15-12.00
  • kl. 12.30-14.15
  • kl. 14.30-16.15
  • kl. 16.30-18.15

ECTS deklaration

Det er den fagansvarliges ansvar, at fagets ECTS deklaration er ajourført.

Studiesekretariatet bruger ECTS deklarationerne til planlægning af det kommende semester, idet det er her vi kan se, hvor mange forelæsningstimer, studenterinstruktioner m.m. faget indeholder. Tallene fra ECTS deklarationerne offentliggøres for de studerende til semesterstart, sådan at de studerende kan se arbejdsbelastningen for det pågældende semester.

ECTS deklarationen er derudover grundlag for timetalsopgørelsen/Uddannelseszoom 2 gange årligt.

Modulbeskrivelse

Modulbasen indeholder specifikke informationer om det enkelte modul. Det er altså her I bla. finder modulets læringsmål, eksamensform og pensum mv.

Vi har indsat link til modulbeskrivelsen under hvert fag på Moodle som en hjælp til jer og de studerende. Den fagansvarlige har ansvaret for inden semesterstart at gennemgå fagets modulbeskrivelse for at sikre, at modulbeskrivelsen inkl. pensum er korrekt.

I kan finde AAU’s modulbeskrivelser på linket her.      

Ændringer til studieordningen

Ønskes der ændringer til faget såsom modulets indhold, læringsmålene, eksamensform mv., skal der udfyldes en skabelon herfor, som skal behandles i Studienævnet.

Skabelonen skal være Studienævnet i hænde senest midt i august måned til behandling på mødet i september måned. Sekretariatet sender en reminder ud herom inkl. skabelonen medio juni måned. I er også altid velkomne til at kontakte sekretæren for Studienævnet vedr. skabelonen.

Vær opmærksom på, at ændringer først træder i kraft til året efter! (undtaget pensumændringer)

Ændringer godkendt i september 2021 træder i kraft til efteråret 2022 og foråret 2023.

Ændringer til pensum

Ønskes der ændringer til fagets pensum, skal dette godkendes af Studienævnet.

Studienævnet skal have pensumændringer senest:

1. november vedrørende pensum til foråret
1. maj vedrørende pensum til efteråret

Undervisere

Den fagansvarlige har ansvaret for at sørge for dækning af undervisere, herunder bla. studenterinstruktorer, vejledere mv. samt dækning af eksamen, herunder bla. eksaminatorer, opgavestillere mv.

Den fagansvarlige er ansvarlig for at:

  • Aftale undervisningsfordelingen med underviserne
  • Placere rækkefølgen af forelæsninger, hold, øvelser, instruktioner osv. i aftale med underviserne
  • Sikre at underviserne og studenterinstruktorerne mv. er orienteret om fagets afvikling
  • Den almindelige faglige sparring og kontakt med underviserne for at sikre sammenhængen med forskningsbaseret undervisning og forskningsmiljøet mv. i forhold til kvalitetskravene
  • Tage kontakt til undervisere, hvis denne af en eller anden grund ikke skal forsætte med at undervise i faget som hidtil. Ved afskedigelsessager skal Viceinstitutlederen inddrages.

Studiesekretariatet kommunikerer som udgangspunkt alene med de fagansvarlige. De fagansvarlige er herefter ansvarlige for kommunikationen til underviserne. Den fagansvarlige har alene ansvaret for at videreformidle relevante informationer til underviserne, når Studiesekretariatet sender informationer ud. Det kan f.eks. være eksamensinformationer.

Ved nye undervisere er det den fagansvarlige der sørger for at tage godt imod dem med en rundvisning mv. Studiesekretariatet sørger for de praktiske ting, såsom at tilbyde et mini Moodle-kursus, udlevere tusser til undervisningen mv. HR står for selve ansættelsen.

Bøger

Den fagansvarlige meddeler den ansvarlige sekretær, hvis der skal bestilles undervisningseksemplarer til underviserne. Der kan kun bestilles pensumbøger som undervisningseksemplarer. Sekretariatet anmoder om at få én samlet tilbagemelding fra den fagansvarlige pr. fag ift. hvor mange bøger der skal bestilles hjem til de nye undervisere.

Materialesamling eller lignende

Hvis der skal udarbejdes en form for materialesamling eller det gamle materiale skal opdateres, skal den fagansvarlige kontakte Studiesekretariatet herom. Der må IKKE bruges studenterinstruktorer til denne opgave - der skal benyttes studentermedhjælpere hertil.

Dog kan der godt ansættes studenterinstruktorer som studentermedhjælpere til at udføre arbejdet, men her skal den fagansvarlige være opmærksom på den studerendes antal arbejdstimer pr. uge. Kontakt Studiesekretariatet for nærmere aftale.

Almindelig løbende opdatering af materiale sørger den fagansvarlige selv for.

Moodle

3 uger inden semesterstart offentliggøres fagenes Moodle-rum for de studerende. Til den tid har vi koblet jer på rummet og gjort klar med modulbeskrivelse, indsat navne på undervisere m.m.

Materialet fra sidste års forelæsninger overføres automatisk til det nye Moodle-rum. Det gælder dog ikke materialet vedr. studenterinstruktioner, hold og klyngevejledning. Ønskes dette, kan I kontakte Studentermedhjælperne.

Eksamen

Eksamensplanlægning

Studiesekretariatet sender eksamensudbuddet ud til semesterstart (september og februar), hvor datoerne til eksamen er fastlagte.

Herefter beder vi den fagansvarlige om info ang. selve eksamensafviklingen. I den forbindelse er det den fagansvarliges ansvar at tage stilling til det adspurgte, hvorefter Studiesekretariatet planlægger eksamen ud fra tilbagemeldingerne.

Mundtlig eksamen

Det er op til hver enkelt fagansvarlig sammen med underviseren at vurdere, om eksamens-emnerne skal offentliggøres på forhånd eller ej.

Hvis man som fagansvarlig vælger at offentliggøre emnerne, så SKAL det understreges over for de studerende, at det ikke udelukker, at der bliver stillet spørgsmål til andre dele af pensum. Det skal også præciseres, at det ikke tillades, at en studerende blot oplæser en forberedt, memoreret disposition op.

Studiesekretariatet skal have eksamensemnerne senest:

  • 1 mdr. inden eksamen

Projekteksamen

Den fagansvarlige skal i samarbejde med den ansvarlige sekretær forholde sig til den fagspecifikke blanket, der skal laves i forhold til synopsis og miniprojekter. Blanketten udarbejdes inden semesterstart, og uploades herefter på fagets Moodle-rum af sekretæren.

I forbindelse med eksamen skal den fagansvarlige sikre, at eksaminator udfører kvalitetssikring af, at opgavebesvarelsen overholder formalia/formkrav.

Skriftlig eksamen

Den fagansvarlige er ansvarlig for at der udarbejdes en eksamensopgave og rettevejledning til både den ordinære eksamen og til syge- og reeksamen.

Den fagansvarlige skal sikre, at der er en kontaktperson på eksamensdagen, som skal kunne træffes via telefon under hele eksamen.

Den fagansvarlige skal sikre, at eksaminator udfører kvalitetssikring af, at opgavebesvarelsen overholder formalia/formkrav.

Studiesekretariatet skal have eksamensopgave og rettevejledning senest:

  • 14 dage inden eksamen (her skal opgaven være kvalitetssikret og evt. korrekturlæst)

Korrekturlæsning

Der er mulighed for at få korrekturlæst eksamensopgaven/eksamenssættet for sprogfejl, kommatering mv. hos Stinne Richter Berg.

Stinne Richter skal minimum have 14 dage til opgaven. Det vil sige, at eksamensopgaven skal sendes til korrekturlæsning minimum 1 måned før afholdelse af eksamen.

Den fagansvarlige sender selv eksamensopgaven direkte til Stinne Richter på srb@tvc.dk – husk dog at sætte den ansvarlige sekretær cc på mailen ift. Stinne Richters afregning for opgaven. 

Kvalitetssikring - Eksterne prøver

Det er krav, at eksterne prøver kvalitetssikres ved censor.
Det er den fagansvarliges ansvar at sikre, at både eksamensopgave og rettevejledning er kvalitetssikret via censor inden aflevering til studiesekretariatet.
Studiesekretariatet allokerer helt automatisk en censor og videreformidler kontaktoplysningerne på censor til den fagansvarlige, som herefter selv koordinerer kvalitetssikringen med censor.

Kvalitetssikring - Interne prøver

Studienævnet har i efteråret 2019 truffet beslutning om, at eksamensopgave og rettevejledning for interne prøver ligeledes skal kvalitetssikres.
Det er den fagansvarliges ansvar at sikre, at både eksamensopgave og rettevejledning er kvalitetssikret inden aflevering til studiesekretariatet.

OBS: Kvalitetssikring af interne prøver må ikke være opgavestiller.

Det er op til den fagansvarlige, om vedkommende ønsker:

  1. at udpege og bruge en kollega fra AAU til at varetage kvalitetssikringen eller
  2. at der skal allokeres en censor til kvalitetssikringen (ansvarlig sekretær skal have besked)

Tvungen forcensur ved interne prøver – ved mere end 20 eksamensbesvarelser

Som et led i kvalitetssikringen af interne prøver er det også blevet besluttet, at den fagansvarlige SKAL afholde forcensur, som omfatter 6 eksamensbesvarelser. Forcensuren afholdes så vidt muligt med en internt ansat. Vil eksaminator gerne have en ekstern, skal vedkommende søge Studielederen om lov hertil. Husk at give sekretariatet besked, så relevante personer kan kobles på Digital eksamen.

Hvis der er eksamensbesvarelser, hvor eksaminator er usikker på bedømmelsen, har eksaminator på interne prøver ret til at anmode om, at maksimalt 4 eksamensbesvarelser gennemgås med en kollega. Kollegaen aflønnes i givet fald med standard-normen for at rette eksamensopgaver.

Tvungen forcensur kan dog undlades i forbindelse med reeksamen, hvis der er tale om færre end 20 opgaver, som skal rettes af samme person. Muligheden for efterfølgende at få læst tvivlsomme opgaver igennem af en kollega består i disse situationer.

Rettefrist til skriftlig eksamen

Rettefristen til ordinær eksamen er som udgangspunkt 4 uger. Juli måned tæller ikke med i fristen.

Til syge- og reeksamen skal besvarelserne være rettet inden den 1/3 for efterårssemestret og inden den 1/9 for forårssemestret.

Syge- og reeksamen kan tidligst placeres 14 dage efter bedømmelsesfristen for ordinær eksamen.

Tekst som indsættes i alle rettevejledninger til skriftlig eksamen

Studielederen har besluttet, at Studiesekretariatet fra foråret 2023 skal indsætte nedenstående tekst i alle rettevejledninger. Studiesekretariatet indsætter automatisk denne tekst i rettevejledningen, men mindre vi hører andet.

Denne vejledning er kun vejledende. Censor og/eller eksaminator foretager den faglige vurdering af besvarelser og vurderer, om besvarelser er korrekte. Censor/eksaminator kan have en anden faglig vurdering end denne vejledning.

Vejledningen tager ikke nødvendigvis stilling til alle problemstillinger, der kan/skal indgå i bedømmelsen, og en besvarelse kan derfor gives en lavere karakter end 12, også selv om besvarelsen behandler alle de problemstillinger, der indgår i vejledningen.

Tilsvarende kan vejledningen behandle spørgsmål, som det ikke nødvendigvis forudsættes, at studerende tager stilling til og som det ikke nødvendigvis er en fejl, at studerende ikke har med. Dette kan fx være tilfældet, hvis vejledningen behandler spørgsmål, som det kan tænkes, at studerende behandler.

Det er i sidste instans eksaminators/censors faglige vurdering, der er afgørende for karaktergivning, jf. eksamensbekendtgørelsen.

Tidligere eksamenssæt på Moodle

Den fagansvarlige har ansvaret for at åbne og lukke for tidligere eksamensopgaver og rettevejledninger på Moodle under kurset” Tidligere eksamenssæt”, og derved er det også den enkelte fagansvarlige, der håndterer eventuelle anmodninger om aktindsigt.

Det aftales mellem den fagansvarlige og studiesekretæren, hvem og hvornår eksamensopgave og rettevejledning synliggøres (og evt. usynliggøres) for de studerende på Moodle. Synliggørelse kan f.eks. ske efter at der er afgivet karakterer i faget.

Undervisningsevalueringer

Samtlige fag evalueres i hvert semester og evalueringerne gennemgås efterfølgende af Studienævnet. Den fagansvarlige modtager en rapport, som skal videreformidles til underviserne.

Den fagansvarlige skal følge op og iværksætte eventuelle tiltag i forbindelse med kritik af undervisning/undervisere. Vurderer den fagansvarlige at der er behov for sparring, kan Viseinstitutlederen til enhver tid kontaktes.

De evalueringer der vedr. den fagansvarlige, sendes også til Viceinstitutlederen.

 

                                                                Juridisk Institut
                                                             Studiesekretariatet
                                                       Vedtaget d. 24. april 2017
                                                    Revideret d. 12. oktober 2023

 

                                                                  Intranet LAW

 

Alfabetisk oversigt

tEmatisk oversigt